VELKOMMEN / Bogen om Vrads

Bogen om Vrads

Vrads, langt ude - midt i

Fortælling om en landsby

Palle Kousgaard har skrevet endnu en stor bog om egnen langs Salten Å og denne gang om selve den unikke landsby Vrads, der midt i noget af Danmarks smukkeste natur nok kan synes langt ude, men alligevel er midt i det hele.

Befolkning og landsby

Det er en bog om en befolkning, der trods vanskelige forhold på mager jord igennem mere end hundrede år formåede at gribe mulighederne og skabe en velfungerende landsby, og det er en bog om en landsby, der gennem de sidste 25 år ved at forene indefrakommende kraft med udefrakommende initiativer og muligheder modstod en truende tilbagegang og har udviklet sig til at være et levested med stor social og kulturel integritet og et udviklende fællesskab.

Tidsperioden

Bogen dækker perioden 1885 - 2017 og fortsætter forfatterens store værk Mennesker og Landskab fra 2007 om landskabsudviklingen i og omkring Salten Ådal, hvor det frem til omkring år 1900 især var de mange bønder, der formede landskabet. Vrads er en af byerne ved Salten Å.

Landsbyliv og landsbydød

Langt ude eller midt i? Landsbyliv eller landsbydød?
Man kan opstille mange parametre, der trækker til hver sin side. Der er beliggenhedsmæssige, byplanmæssige, trafikale, servicemæssige og andre forhold, der kan pege i en retning, men der er ingen ydre formel, der kan garantere en levende landsby, hvor man også kan befinde sig godt uden at deltage. Men det betyder noget, hvordan man yder til fællesskabet, hvordan man åbner op for hinanden og hvordan man accepterer, respekterer og støtter hinanden uden ”befamling” for at bruge et udtryk fra slutningen af 1960’erne.

Faciliteter og liv

Det er ikke faciliteterne i sig selv, der skaber et godt samfund, men hvordan de bruges. Vrads har en frivilligt drevet købmandshandel, der har eksisteret i 25 år, men er det det, at man kan købe varer i butikken, der er styrken, eller er det møderne, og det liv, der er omkring butikken? 
På samme måde har Vrads en musikfestival, hvor alle medvirker gratis, men er det musikken, der gør det, eller det, at mange mødes og yder til et fælles projekt?

Fortællingen om Vrads

Tingene behøver ikke skilles ad, og bogen om Vrads nøjes ikke med at skildre landsbyens liv, men går bag det. Bogen opsamler mange  tråde, der spindes sammen til det, landsbyen er blevet og er i en stadig pulserende udvikling, hvor der både er plads til kendte og til nye initiativer.
Men selv om bogen har stor faglighed og hændelserne perspektiveres i forold til den almindelige politiske og samfundsmæssige udvikling, fortælles den med mange relevante sidespring, anekdoter og udsagn fra mange af de mennesker, forfatteren igennem årene har haft samtaler med, så bogen fremstår som en spændende og læseværdig udviklingshistorie.

Illustrationerne

Bogen er rigt illustreret med ca. 520 fotografier, malerier og kort med mange oplysende og fornøjelige billedtekster. 
 
Et enmandsprojekt under tidspres
 
Den store bog skulle være færdig til Vrads Købmandshandels 25-års jubilæum, og det gav et meget stort tidspres, hvor småfejl ikke kunne undgås, og der var desværre ikke tid til at kontakte alle de personer,det havde været ønskeligt, men bogen er blevet stor nok endda
Faktuelle fejl og betydningsfulde tekniske fejl vil fremgå af en rettelses- og kommentarliste på Forlagets hjemmeside http://vindenvender.dk/vradsret.html, og læsere, der har faktuelle kommentarer og tilføjelser, fx om fejl eller om hændelser og personer på billederne, bedes kontakte forlaget på forlag@vindenvender.dk.
 

Bogen kan købes 

Det er blevet en stor og meget flot bog, som er udgivet på forfatterens eget forlag, Forlaget Vinden Vender, og den kan Købes i Vrads Købmandshandel eller ved at kontakte forlaget:

Forlaget Vinden Vender v. Palle Kousgaard
Fogstruplund
Vorretvej 9
8653 Them
tlf. 7575 6616
forlag@vindenvender.dk
www.vindenvender.dk

 

Bogens data 

Højformat ca. 30 x 23 cm.
328 sider, indbundet, mere end 500 illustrationer..
Udgivet 29. april 2017.
Pris 450 kr. inkl. moms,
500 kr. inkl. moms og forsendelse med post fra
forlaget til adresse i Danmark i 2017.

 

 

Palle Kousgaard
Bogen tilegnes de mange vradsere, der hver med deres evner,
forudsætninger og væremåde op igennem tiden har været med
til at gøre Vrads til det unikke sted, landsbyen og omgivelserne
er - og til dem, der også i fremtiden vil tage vare på landsbyen
og området..
 
marts 2017 Palle Kousgaard
 
 
  
“Sommerferierne husker jeg allerbedst - de blev tilbragt på den jyske hede i en meget kuperet og naturskøn egn ved Vrads Sande og Salten Å.
Intet andet sted holder jeg så meget af, og til trods for at mit senere erhverv har bragt  mig i berøring med alverdens pragtfulde planter, så vil den nøjsomme vegetation derovre altid for mig være den smukkeste.”

Havearkitekt Troels Erstad (1911-1949).
  
Om forfatteren

Bogens forfatter, Palle Kousgaard, er født i 1945 og er kommet i Vrads og omegn flere gange årligt siden 1969, og har har boet her siden 1992. Palle Kousgaard er civilingeniør fra 1970 med byplanlægning som speciale, og har i en ansættelsesperiode på DTU bl.a. besæftiget sig med inddragelse af beboerne i planlægningsprocessen (advocacy planning). Han var i en årrække byplankyndigt medlem af Teknisk Udvalg i Danmarks Naturfredningsforenings - også efter, at han havde skiftet "branche" og sammen med sin daværende kone, Mikala Erstad, havde overtaget et familiefirma, Erstad & Stubbe Teglbærg A/S med kunsthåndværk, hvor han bl.a. var i bestyrelsen af Den Permanente, som var en erhvervsdrivende forening med både forretninger og en eksportafdeling med kunsthåndværk og kunstindustri.

Palle Kousgaard har skrevet og udgivet flere bøger, som er omtalt under Forlaget Vinden Vender.